Første fælles høst og spisning i gården søndag den 19. juni

Hej alle planteglade gårdboere,

Dejligt at I var så mange, der var med til at plante og hygge d. 22 maj, i alt var vi en ca. 14 familier fra Tåsingegård, Langøgård, Nygårdsvej 53-57 og Bakkebo.

Vi ved, at der var flere, der desværre ikke kunne være med på selve plantedagen, så I får nu chancen for at komme på søndag og være med der i stedet.

Som de fleste af jer nok allerede selv har set, så har vores højbede det godt – alle planter ser ud til at at have slået rod og trives (radise og rucola frøene er spiret, oreganoen i vildt flor og selv porrerne har rejst sig).

Ja, der er meget at glæde sig over – ikke mindst at højbedene nu tiltrækker flere godtfolk i den 6-kantende have, og at vi lærer hinanden bedre at kende på tværs af gården.

Og nu er det ved at være vel på tide, at vi mødes om at høste og aftaler vanding over sommeren.

Første dato gang er søndag den 19. juni, hvor vi mødes kl. 17 ved højbedene, så kan vi høste lidt og aftale vandingsplan. Dem der har lyst, kan tage deres aftensmad med – så kan vi stille bænke op til at spise sammen.

Giv gerne lige en melding tilbage på langoegaard@langoegaard.dk.

Indtil da ville det være godt, hvis der bliver nippet af persillen, som har det særligt godt, og gerne korianderen som er ved at gå i blomst.

Mvh.
Trine og Gry
på vegne af Gårdlauget

Sommerfest i Langøgård lørdag den 11. juni

Kære alle

Husk at vi holder sommerfest i Langøgård lørdag den 11. juni 2016.

Fredag den 10. juni mødes dem der kan og har lyst kl.16:30 i gården og rejser teltet.

Lørdag den 11. juni starter vi sommerfesten kl.17 med en velkomstdrink og tænder grillen i gården.

I skal blot medbringe jeres egen service, mad til grillen og egne drikkevarer. I år vil der være gratis popcorn fra en popcornmaskine og fadøl til en flad 10’er – så husk mønter!

Vi glæder os til at se jer!
Sommerhilsner
Bestyrelsen

Fælles urteplante-eftermiddag i gården søndag den 22. maj kl. 14 til 18

Kære beboere,

I Gårdlauget har vi besluttet at etablere et par fælles højbede med krydderurter og andet spiseligt i gården, så vi sammen kan hygge om bedene og nyde hjemmedyrket grønt i vores mad.

Gårdlauget sørger for indkøb af højbede og jord, og vi køber/forspirer også lidt forskellige krydderurter (timian, persille, purløg, basilikum, og koriander m.m.).

Vi håber, at I har lyst til at møde op til en hyggelig fælles plantedag, tag gerne egne frø eller planter med til de fælles højbede (helst usprøjtede eller økologiske frø og planter).

Vi håber, at der er mange, som har lyst til at tage del i at få vores højbede til at trives, vande og passe dem med hinanden og med gårdens børn, og benytte sig af de lækre urter når der grilles etc.

Højbedene vil blive placeret centralt i gården i den runde cirkel imellem porten Nygårdsvej og porten Tåsingegade. På dagen vil der blive serveret en lille forfriskning og snack til alle der deltager.

I må meget gerne skrive og melde jer til, så vi har en indikation om, hvor mange der er interesserede (og evt. hvilke planter I tager med). Men man er selvfølgelig også velkomne til blot at møde op på selve dagen.

Tilmelding til trine.glue@gmail.com eller langoegaard@langoegaard.dk

Så kom og få fingrene i jorden og mød andre fra de forskellige foreninger i gården til en hyggelig plantedag. Vi glæder os til at se jer.

På vegne af Gårdlauget De Tre Høje,
Gry (Langøgård) og Trine (Nygårdsvej 53-57)

Porten på Nygårdsvej aflåses fremover

Porten på Nygårdsvej vil fra på torsdag (evt. et par dage senere) blive aflåst.

Aflåsning af porten har været et ønske fra samtlige foreninger i gården, da der har været en del uhensigtsmæssige episoder, så af hensyn til sikkerheden aflåser foreningen på Nygårdsvej nu porten.

For at komme ind skal du anvende din storskraldsnøgle. Alle skulle gerne have en af disse nøgler, det er en almindelig Ruko nøgle og oftest blå.
Det er altså ikke vores hovednøgle, der kan anvendes. Dette er fordi foreningen på Nygårdsvej har deres egne systemnøgler, der ikke er de samme som vores.

Har du ikke en storskraldsnøgle, kan du købe en på kontoret onsdag 17:30-18:30.

Vi har i Langøgårds bestyrelse forhandlet os frem til, at Nygårdsvej foreningen får sat en ekstra lås på, der er tilsvarende de eksisterende storskraldsnøgler, så vi ikke skal have så mange forskellige nøgler eller skal tilkøbe systemnøgler til porten, der er langt dyrere.

Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Se vinderforslaget til ny Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads + loppemarked på Tåsinge Plads

Denne gang handler nyhedsbrevet om 2 arrangementer på vores nye Tåsinge Plads – vel mødt til begge arrangementer.

Omdannelse af Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads – Kom og se vinderforslaget på torsdag den 30. april

Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads skal gøres klimavenlige. Der har været en konkurrence om, hvem der kunne komme med det bedste forslag til en klimavenlig fornyelse af området. Nu afsløres vinderen på torsdag den 30. april, kl. 15-17. på Tåsinge Plads.

Ud over taler og præsentation af alle forslag i konkurrencen lokker arrangørerne med kolde drikke, fingermad og en mobil vandlegeplads til de mindste.

Læs hele invitationen her (http://www.klimakvarter.dk/invitation-se-fremtidens-bryggervangen-og-skt-kjelds-plads/)

Loppemarked på Tåsinge Plads lørdag den 13. juni 2015, kl. 10-15.

Vil du have en gratis stand på loppemarkedet, så er det nu, du skal tilmelde dig. Se hvordan du gør i denne invitation: Loppemarked (pdf)

Med venlig hilsen
Bestyrelsen